Arkitekturen og glasset
Blåt glas og en ottekant: Eiermann og Loire
Hvordan Egon Eiermanns ottekantede Mindekirke og Gabriel Loires håndstøbte blå glasvægge blev skabt, og hvad dobbeltvæggen gør for rummet.
Reservér din plads til koncerten ↗Hurtigt svar
Egon Eiermanns Mindekirke er en ottekant af stål, beton og glas på omkring 35 meter i diameter. Væggene er af betonhoneycomb fyldt med håndstøbt blåt glas af Gabriel Loire fra Chartres, bygget som en dobbeltvæg, der skærmer rummet mod byens støj.
En ottekant i en stålramme
Den nye kirke er en ottekantet bygning på omkring 35 meter i bredden og cirka 20 meter i højden. Et stålskelet udgør rammen, med runde stålsøjler i hvert hjørne forbundet af et net af vandrette og lodrette stålbånd. Firkantede felter af betonhonningkam fylder nettet. Den nederste del af væggen er muret op, og den langt større øvre del bærer glas. Eiermann gjorde konstruktionen synlig i stedet for at klæde den i dekoration, og kirken kalder resultatet en radikal reduktion til det væsentlige: gentagne geometriske former, gentagne materialer og et lysspil.
Gabriel Loire og glasset
Den franske glaskunstner Gabriel Loire, som drev et værksted i Chartres, tegnede og fremstillede vinduerne i 1960 og 1961. Han brugte teknikken dalle de verre: tykke plader af farvet glas knuses i stykker og sættes i beton. Kirken beskriver effekten som et blåglødende landskab af tusindvis af fragmenter med små klynger af rødt, grønt og gult. Vinduerne er abstrakte og bærer ingen figurer.
Hvorfor glasset er blåt
Loire tilbragte mange timer i Chartres-katedralen med at studere, hvordan dens middelalderlige vinduer behandler farve og lys, og dens blå er berømt. I middelalderkunsten betød dyb blå det guddommelige og himlen. Loire beskrev blåen i sine berlinske vinduer som et symbol på fred og pletterne af andre farver som glæde. Kirken læser en fransk designers rolle som et tegn på fred og tysk-fransk forsoning, og den ser også farven som himmelsk.
Dobbeltvæggen
Kirken er bygget med to vægge med en gang på omkring 2,4 meter mellem dem. Den væg, du ser udefra, er ikke den, du ser indefra. Ydervæggen har sit eget glas i større ruder, og kirken siger, at den dybe blå, du ser indvendigt i dagslys, mest kommer fra det ydre glas. Den anden væg var primært tænkt som lydisolering, så en glaskirke midt i byen stadig kunne være et sted for ro.
Lys efter mørkets frembrud
Lamperne i gangen mellem murene skinner gennem glasset efter mørkets frembrud, så kirken lyser i blå toner ud over pladsen. De første lys var projektører, og siden midten af 2010'erne har kirken brugt mange små LED-lys, der tændes ved mørkets frembrud. Kirken siger, at facadens glas kun viser sin fulde lysstyrke om natten og indefra, og derfor ser bygningen ganske anderledes ud om dagen og efter mørkets frembrud.
Stole, gulv og alter
Eiermann tegnede hele interiøret som en samlet helhed. Han valgte enkeltstole med træstel og sorte remme frem for kirkebænke, og gulvet er et mosaik af runde keramiske og betonplader. Alteret er af træ og stål med tolv lysestager, der minder om Israels tolv stammer, de tolv disciple og det himmelske Jerusalems tolv porte. Over det hænger en figur af den opstandne Kristus af Karl Hemmeter, ophængt i to tynde stålwirer.
En bygning, der har brug for pleje
Efter mere end 60 år renoverer kirken sine facader. Armeringsstålet i betonbikagerne korroderer, og betonen skaller af. Ståltråden inde i glaspladerne ruster også, hvilket presser på naboglas og forårsager revner. Kirkens arbejdsprogram løber på facaderne fra 2027, og den oplyser, at koncerter og gudstjenester fortsætter, mens arbejdet står på. For en besøgende betyder det noget stillads eller afskærmning på facaderne i de kommende år, mens rummet indeni fortsætter som før.
Kilder