Den gamle kirke og ruinen
Den hule tand: den gamle kirke og dens tårn
Hvordan Berlins Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche blev bygget i 1890'erne, bombet i 1943 og genopbygget omkring sit ruinerede tårn mellem 1959 og 1963.
Reservér din plads til koncerten ↗Hurtigt svar
Det ruinerede tårn ved siden af den blåglaserede kirke er, hvad der er tilbage af Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, som blev bygget i 1890'erne. Et luftangreb om aftenen den 22. november 1943 ødelagde den, og efter en lang debat bevarede Egon Eiermann tårnet som mindesmærke og byggede en ny kirke ved siden af, indviet i 1961.
Den første kirke
Kirken var en del af et protestantisk kirkebyggprogram, som kejser Wilhelm II og kejserinde Augusta Victoria havde iværksat, og han opkaldte den efter sin bedstefar, Wilhelm I. Arkitekten Franz Schwechten vandt designkonkurrencen med en stor nyromansk kirke efter forbillede fra Bonner Münster med et skib med plads til mere end 2.000 mennesker. Grundstenen blev lagt den 22. marts 1891, Wilhelm I's fødselsdag.
En kirke af mosaikker
Designet krævede en stor mængde vægmosaik, og indgangshallen ved tårnets fod rummede den rigeste af den. Kirken blev indviet den 1. september 1895, selv om indgangshallen først blev færdiggjort og indviet i 1906. Hallen var fra begyndelsen tænkt som en mindehal for Wilhelm I, hvilket er en del af forklaringen på, at bygningens navn indeholder ordet minde.
Natten til den 22. november 1943
Om aftenen den 22. november 1943 blev Berlin bombet kraftigere end nogensinde før, og kirken blev alvorligt beskadiget og gjort ubrugelig. Tag og mosaikhvælv styrtede ned, og ydervæggene stod i forskellige højder. Det store tårn overlevede med toppen slået af, og mosaikkerne og reliefferne i indgangshallen ved dets fod klarede sig forholdsvis godt. En brudt silhuet gav tårnet dets kaldenavn, der hohle Zahn, den hule tand. Tårnet havde været 113 meter højt og står nu 71 meter.
Hvad gør man med en ruin
Ruinens fremtid blev kæmpet om fra 1947 til begyndelsen af 1960'erne. Idéerne spændte fra at genopbygge kirken, som den var, til at kombinere gammelt og nyt, til en moderne kirke på et nyt sted. I begyndelsen af 1950'erne blev der holdt gudstjenester og lejlighedsvise koncerter i den ryddede ruin under åben himmel. Vestberlins myndigheder ønskede et moderne vartegn for byens mest fremtrædende plads, og kirken ønskede at blive, hvor den var.
Eiermanns konkurrence
I 1956 udskrev kirkefonden og Berlins Senat en konkurrence. Egon Eiermann vandt, og hans første plan var at fjerne tårnet og bygge helt nyt. Offentligheden protesterede, og det ruinerede tårn blev beskrevet som Berlins hjerte. Han reviderede designet for at bevare det, rev det meste af den øvrige gamle struktur ned og placerede fire nye bygninger omkring det: kirken, et klokketårn, et kapel og en foyer.
Tårnet i dag
Tårnets indgangshal blev genåbnet for besøgende i 1987 som mindehal med en udstilling om kirkens historie og dens betydning som advarsel og opfordring til fred. Her møder de besøgende mosaikker fra den første kirke, en beskadiget Kristus-statue fra det gamle alter, Naglekorset fra Coventry og et ikonkors fra den russisk-ortodokse kirke. Korset fra Coventry er et tegn på forsoning, lavet af søm fra Coventry-katedralens tagbjælker.
Hvad er åbent nu
Kirkens egen hjemmeside oplyser, at mindehallen skal lukke for renoveringsarbejde, og beskriver et program for arbejder på hele anlægget. Det fremgår, at gudstjenester, koncerter, arrangementer og rundvisninger fortsætter. For et koncertbesøg er den praktiske pointe enkel: den nye kirke, hvor koncerten finder sted, er adskilt fra tårnet, så en lukket hal aflyser ikke din aften. Tjek kirkens besøgsside for, hvad du kan se på dagen, og betragt tårnet som et dagbesøg og koncerten som et aftenbesøg. Set sammen viser de to, hvordan kirken husker sin egen historie og stadig bruger den nye bygning til musik.
Kilder