Orgelet og musikken
Schuke-orglet og de værker, det passer til
Hvad du bør vide om Mindekirkens Schuke-orgel, og en kort lytteguide til orgel- og strygerværker, der ofte optræder på programmer som dette.
Reservér din plads til koncerten ↗Hurtigt svar
Mindekirkens orgel blev bygget af det berlinske firma Karl Schuke i begyndelsen af 1960'erne og er blandt byens største. Det står på et pulpitur over for indgangen og spilles ved gudstjenester, vesper og koncerter. Orgeltoccataer af Bach og Widor klæder det godt.
Et nyt orgel til et nyt rum
Orgelet blev bygget i 1962 og 1963 af det berlinske orgelværksted Karl Schuke, og kirken regner det blandt firmaets vigtigste værker. Eiermann interesserede sig indgående for dets design. Resultatet er et orgelhus tydeligt opdelt efter instrumentets sektioner, hvilket giver et klart indblik i dets struktur på lidt plads, samt et spillested, der også bærer hans hånd.
Hvor stort det er
Kirken angiver næsten 6.000 piber i 63 registre, mens andre kilder nævner et tal tættere på 5.000, så det sikreste er at sige flere tusinde. Det har fire manualer og en pedal, en mekanisk tangentmekanik og en elektrisk registermekanik med et kombinationssystem, der er blevet opdateret flere gange. Kirkens disposition blev udarbejdet af Siegfried Reda, en førende kirkemusiker i sin tid, som foretrak en farverig klang rig på overtoner.
Et travlt instrument
Kirken kalder det formentlig et af de mest spillede orgler af sin art. Det høres dagligt ved andagter og gudstjenester, ved orgelvesper og ved koncerter, og gæstesolister fra Tyskland og udlandet værdsætter både dets klangregister og dets præcise spill. Der er installeret plexiglaspaneler over galleriet for at forbedre akustikken. Besøgende organister giver recitaler på det i sommerserien, som kirken har afholdt med gratis adgang og en vejledende donation.
At lytte til en toccata
En toccata er et showstykke, skrevet for at lade spillerens hænder løbe hurtigt over tangenterne. Bachs Toccata og Fuga i d-mol, BWV 565, åbner med en toccata og slutter i en fuga og coda i stil med den nordtyske orgelskole. Det er et af de mest genkendte orgelværker, selvom et mindretal af forskere har betvivlet, at Bach skrev det. I et højt glasrum bærer de indledende sætninger langt.
Widors toccata
Charles-Marie Widor skrev sin orgelsymfoni nr. 5 i 1878 og 1879, mens han var organist ved Saint-Sulpice i Paris, og han gav den første offentlige opførelse i oktober 1879. Dens sidste sats er en toccata, et af de bedst kendte og mest indspillede orgelstykker. Det blev berømt ud over koncertsalene, da det erstattede Mendelssohns bryllupsmarch ved prinsesse Margarets og Antony Armstrong-Jones' bryllup i 1960, og mange lyttere kender det uden at kende titlen.
Strygere og stemme
Ikke alle stykker bruger orglet. Vivaldis De fire årstider er violinkoncerter udgivet i 1725, og Pachelbels Kanon blev oprindeligt skrevet for tre violiner og continuo. Schuberts Ave Maria begyndte som en sang for stemme og klaver. Et program kan derfor bevæge sig mellem orgelstykker og stryger- eller vokalværker uden at forlade rummet, hvilket er formatet for en kirkekoncert som denne.
Det skal du lytte efter
Lyt til, hvordan lyden opfører sig i en ottekant. Rummet er højt, og væggene er af glas og beton, og kirken har fået tilføjet akustikpaneler over orgelgalleriet for at forbedre lyden. Læg mærke til, hvordan en kraftig passage og en stille en føles i samme rum. Bløde stykker som Lacrimosa fra Mozarts Requiem, som Mozart efterlod ufuldendt, da han døde i 1791, passer til et rum som dette. Fald til ro, og lad det første minut passere, før du bedømmer lyden, for øret har brug for et øjeblik til at vænne sig til et rum af denne størrelse.
Kilder